Make your own free website on Tripod.com

JYDSKE VESTKYSTEN OM SØREN MOSEGAARD:

 

LEDER I JYDSKE VESTKYSTEN TIRSDAG 21. JANUAR 1997

Skæret fra 30erne

I Nazityskland blev bøger, der ikke faldt i nazisternes ideologiske smag, brændt offentligt.. siden har bogbrænding givet ikke mindst kunstnere og intellektuelle en dårlig smag i munden. Det er blevet et symbol på alle de kræfter, der vil udslette friheden og livsglæden for mennesker.

Men nu kan vi snart opleve bogbrænding igen, endda arrangeret af en kunstner, stifteren af Antikrist-Partiet, Søren Mosegaard. Han vil brænde bibler i Århus ved Kyndelmisse, den 2. februar, hvor kulden traditionelt bider hårdest.

At bogbrændingen vil sænke temperaturen et par grader i hjerterne hos mennesker med historisk bevidsthed, er åbenbart ikke gået op for den ukristelige kunstner med politiske ambitioner.

Hvis han havde haft historisk fornemmelse, ville han måske slet ikke have gjort det, for med bogbrændingen placerer han sig i en uhyggelig tradition i europæisk historie – begyndende med kejser Nero, der vel blev den første bibelbrænder, da han efter traditionen satte ild til Rom. Det var nu nok ikke Nero, der var pyroman – lige så lidt som han spillede violin, mens Rom brændte, for den slet ikke opfundet – men han gav de kristne skylden for katastrofen og indledte de første kristenforfølgelser. Nogle blev smidt for løverne, andre blev brændt. Med eller uden deres hellige skrift.

Det har gentaget sig siden. I nogle tilfælde med kristne i rollen som brandstifterne, og det bliver det kun værre af. Men bogafbrændingen nåede det absolutte kulturelle nulpunkt, da propagandaminister Goebbels i Nazityskland – i fuld forståelse med Adolf Hitler – arrangerede offentlige afbrændinger af bøger og "entartet" kunst.

Det sidste burde få selv en antikristen kunstner til at tænke sig om to gange. Få år efter flammede luerne i Nazityskland endnu voldsommere – i forbrændingsovnene ved de nazistiske dødslejre, hvor tusinder og atter tusinder omkom.

Må vi foreslå Søren Mosegaard, at han går hjem og læser mange flere bøger, før han beslutter, om han vil sætte en tændstik til dem. Fortiden skræmmer.

© Jydske Vestkysten

Seneste links i forbindelse med Søren Mosegaard: Søren Mosegaard FAQ Mary Donaldson - English version Mary Donaldson - Danmarks næste kronprinsesse? Dronning Margrethe Mary Donaldson Kronprins Frederik Odenses H.C. Andersen portal Republikanere i Danmark